Skip to main content
15. april 2026

800 krammebamser på vej til små patienter i Vejle

At komme på hospitalet kan både være en overvældende og utryg oplevelse for mange af de børn, der hvert år møder sundhedsvæsenet i Danmark.

Af: TrygFonden | Foto: TrygFonden
PRESSEMEDDELELSE

Med en krammebamse at holde om kan både blodprøver, forbindinger og hospitalsoplevelsen i det hele taget blive lidt nemmere. Derfor kører TrygFonden nu ud med 60.000 krammebamser til børneafdelinger og specialklinikker i hele landet. 800 af dem lander i Vejle.

Krammebamsen gør en stor forskel for børn, der er psykisk udfordrede, fortæller sygeplejerske på Syddansk Universitetshospital i Vejle.

Blodprøver, forbindinger og uvante spørgsmål fra de voksne kan hurtigt skabe utryghed for indlagte børn. Men midt i det ukendte kan mødet med krammebamserne Theo eller Thea – måske endda med en forbinding ligesom barnet selv – gøre situationen lidt mindre skræmmende.

Krammebamsen bliver derfor for mange børn en trofast følgesvend i en ellers fremmed verden af hvide kitler, biplyde og nye undersøgelser.

Mange af de indlagte børn møder en hospitalsstue for første gang – i hvert fald så længe de kan huske – og det kan forståeligt nok være svært. Derfor sender TrygFonden nu 60.000 krammebamser afsted til børneafdelinger og specialklinikker over hele landet. 800 af dem kommer til Vejle.

En beroligende effekt

På Syddansk Universitetshospital i Vejle ser de frem til at tage imod bamserne. Det fortæller Laila Bitsch Hansen, der er ambulantsygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium i Vejle.

Bamsen gør en stor forskel for vores indlagte børn, der er psykisk udfordrede. Allerede ved det første møde sørger vi for at have bamsen med, så den bliver introduceret tidligt i forløbet og hurtigt bliver en tryghed, når samtaler er svære, eller procedurer virker skræmmende og uoverskuelige. De har en utroligt beroligende effekt på børnene, siger Laila Bitsch Hansen.

På hospitalerne er det ikke kun børnene, der får glæde af krammebamserne. De er både en trofast ven under behandlinger og en vigtig påmindelse om, at man ikke er alene. Samtidig er de et værdifuldt redskab for personalet, som bruger krammebamsen til at skabe ro, tillid og tryghed under behandlingen.

Nogle af børnene her på afdelingen har svært ved at kommunikere og føre en samtale med personalet. Her bruger vi bamsen som et redskab, vi kommunikerer igennem. For eksempel ved at lave stemmen om og fortælle igennem bamsen, hvad næste skridt er. Vi oplever blandt andet, at blodtryksapparatet kan være skræmmende for nogle af børnene, men så snart vi måler blodtryk på bamsen først, bliver børnene straks mere rolige, siger Laila Bitsch Hansen.

Thea og Theo er med fra hospitalsstue til børneværelse

Siden 2007 har krammebamserne været en fast del af arbejdet på Danmarks børneafdelinger. Her er personalets erfaring, at Thea og Theo hjælper børnene bedst, hvis de møder krammebamserne tidligt i deres behandlingsforløb. Samtidig oplever mange forældre, at krammebamsen gør det lettere at tale med barnet om mødet med hospitalet.

Thea og Theo er tænkt som en tryg ven i et forløb, der for mange indlagte børn kan føles uforudsigeligt og måske skræmmende. Når bamserne er med helt fra starten, bliver de en fast støtte, som barnet kan knytte sig til og tage med sig, både hvis behandlingen fortsætter derhjemme eller hvis der skal sættes ord på noget svært, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:

For os i TrygFonden betyder det meget at kunne bidrage med noget så enkelt og alligevel så virkningsfuldt. Både for børnene, forældrene og for det personale, der hver dag gør en kæmpe indsats for at hjælpe dem.