23. juni 2026

|

Pressemeddelelse

22 kilometer 6-sporet motorvej mellem Vejle og Skanderborg åbner inden for en måned

Fredag får trafikanterne på E45 Østjyske Motorvej 7 kilometer motorvej med 6 spor og 130 km/t mellem Horsens N og Ejer Bavnehøj. Og i løbet af sommerferien følger 15 kilometer fra Vejle til Horsens Syd.

22 kilometer 6-sporet motorvej mellem Vejle og Skanderborg åbner inden for en måned
Af: Vejdirektoratet | Foto: Aerodan/Vejdirektoratet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Snart venter tre spor og 130 km/t for trafikanterne på flere kilometer af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg.

I løbet af den næste måned vil 27 af de i alt 38 kilometer på strækningen mellem Vejle og Skanderborg, hvor Vejdirektoratet siden 2024 har udbygget motorvejen fra 4 til 6 spor, være helt færdige.

Vi har allerede åbnet for de ekstra spor mellem Ejer Bavnehøj og Skanderborg, og nu går vi så ind i en periode, hvor vi kan åbne flere og flere kilometer færdig motorvej med 130 km/t. Det glæder mig meget, at vi nu kan give motorvejen tilbage til trafikanterne, fortæller projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.

Fredag den 26. juni åbner Vejdirektoratet for 6 spor og 130 km/t mellem Ejer Bavnehøj og Horsens N, og allerede i juli forventer Vejdirektoratet at yderligere knap 15 kilometer motorvej åbner med 6 spor og 130 km/t mellem Vejle og Horsens S.

6 spor åbner i år

Asfaltmaskinerne og de mange vejarbejdere fortsætter også efter sommerferien, og Vejdirektoratet arbejder benhårdt på at få hele udbygningen færdig i år.

Trafikanterne slipper således formentlig for vejarbejde i 2027, hvor det oprindelig var planen, at der skulle lægges det sidste lag asfalt på strækningen.

Vi har haft et rigtig godt samarbejde med vores entreprenører på projektet. Det betyder, at vi kan åbne før først planlagt og også indenfor den økonomiske ramme, som vi har fået, slutter projektchefen.

Læs mere om udvidelsen af E45 og hold dig opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk

Nøgleord
Trafik & transport
Event Information