Sydøstjyllands Politi anholdt i morges omkring kl. 7.20 en 34-årig mand fra Jelling. Han er sigtet for forsøg på manddrab mod en 34-årig mand fra Skanderborg-området.
Sydøstjyllands Politi modtog onsdag den 10. maj 2023 omkring kl. 07.10 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med en kniv på en adresse omkring Skanderborg. Den formodede gerningsperson blev tilbageholdt på adressen, og han blev anholdt kort efter.
Den forurettede 34-årige mand er uden for livsfare.
Den sigtede fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Horsens kl. 14.00, hvor anklageren fra
Sydøstjyllands Politi vil anmode om lukkede døre.
Sydøstjyllands Politi efterforsker nu sagen, herunder hvad der måtte ligge til grund for drabsforsøget.
Da det er tale om en verserende sag, der formentlig bliver afholdt for lukkede døre, så har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger at dele med offentligheden på nuværende tidspunkt.
