Der er ekstra god grund til at passe på cyklen i sensommeren og det tidlige efterår. Det er nemlig på denne tid af året, at cykeltyvene har særligt travlt.
I Vejle Kommune bliver der i gennemsnit anmeldt 134 cykeltyverier i tredje kvartal. Det er 46 pct. flere end i et gennemsnitligt kvartal resten af året. Beregningen er baseret på antallet af cykeltyverier i perioden 2020-2025, som Alm. Brand har trukket fra Danmarks Statistik.
Sensommeren er højsæson for cykeltyverier, og derfor skal man være ekstra opmærksom på, hvordan og hvor du parkerer sin cykel. Det er hamrende ærgerligt at komme tilbage til et tomt cykelstativ, og for mange er cyklen et vigtigt transportmiddel i hverdagen. Derfor gælder det om at gøre arbejdet så besværligt som muligt for tyvene, siger Mathias Kjær Sigvaldason, VP for Indbo i Alm. Brand.
Tyvene lader sig ikke altid afskrække
En synlig placering eller mange mennesker i området er ikke i sig selv nok til at holde tyvene væk, advarer Alm. Brand. Cykler bliver også stjålet ved højlys dag og på steder, hvor mange mennesker færdes.
Cykeltyve lader sig ikke nødvendigvis afskrække af, at andre mennesker er i nærheden. Og særligt de dyrere cykler er attraktive, så en almindelig fastmonteret lås er ikke altid nok, siger Mathias Kjær Sigvaldason.
Alm. Brand anbefaler derfor, at cyklen altid sikres med en forsikringsgodkendt lås og en solid kæde- eller bøjlelås.
Brug gerne to låse, og sørg for, at cyklen er låst fast gennem stellet. Stil den samtidig et synligt og oplyst sted, hvor der færdes mange mennesker. Det er ingen garanti mod tyveri, men jo mere tid og besvær det kræver at få cyklen med, desto større er chancen for, at tyven går videre, siger Mathias Kjær Sigvaldason.
Ifølge Mathias Kjær Sigvaldason bliver elcykler ofte stjålet fra gaden, mens racer- og gravelcykler oftere bliver stjålet i forbindelse med indbrud i garager, udhuse eller kælderrum.
Gode råd
-
Brug altid en forsikringsgodkendt lås
-
Suppler gerne med en kraftig kæde- eller bøjlelås, hvis cyklen har høj værdi
-
Lås cyklen fast til et solidt cykelstativ eller en anden fast genstand.
-
Tag batteriet med dig hvis du har en elcykel
-
Notér cyklens stelnummer og gem kvitteringen
-
Tag billeder af cyklen og dens særlige kendetegn
-
Undersøg, om din forsikring har en beløbsgrænse eller særlige krav til dyre cykler
