Kan kunst være med til at skabe trivsel, fællesskab og nye oplevelser for mennesker, der lever med sygdom, nedsat mobilitet eller social isolation? Det undersøger projektet Kunstvitaminer, når Det Flyvende Teaters mobile mini-teater, Artbulance, i slutningen af august rykker ud i området.
Artbulance er et fuldelektrisk, mobilt teater og biograf, som bringer professionelle kunstneriske oplevelser direkte til mennesker – i stedet for at mennesker skal bevæge sig hen til kunsten.
I Middelfart, Vejle og Kolding bliver der i dagene 24.-28. august sat fokus på mødet mellem kunst, sundhed og mennesker. Programmet er udviklet i samarbejde med blandt andre Sygehus Lillebælt, Spinderihallerne, Syddansk Universitet og lokale partnere.
Kunst som et vitamin
Tanken bag Kunstvitaminer er enkel: Ligesom et vitamin kan kunst give os noget, vi har brug for. Et glimt af skønhed, en grund til at smile, en inspirerende samtale eller en uventet oplevelse.
Projektet undersøger, hvordan kunstneriske møder kan skabe øjeblikke af forbindelse, nysgerrighed, bevægelse og trivsel – også i sundhedsmiljøer.
Det kan eksempelvis være opera ved siden af en hospitalsseng, dans i et fællesrum eller en forestilling i det mobile teater uden for hospitalet. Hver aktivitet udvikles i dialog med sundhedsprofessionelle og med hensyn til deltagernes fysiske og mentale tilstand.
Et teater i bevægelse
Artbulance fungerer som et kulturelt rum uden faste vægge. Det mobile mini-teater gør det muligt at bringe professionelle kunstoplevelser direkte til steder, hvor mennesker bor, arbejder eller modtager behandling.
Kunstvitaminer er den danske del af Artbulance 2.0, et Creative Europe-samarbejde, der løber fra 2026 til 2028 med partnere fra Danmark, Tyskland og Belgien.
Projektet bygger videre på en række aktiviteter tidligere på året. I maj besøgte Operavitaminer mere end 20 skoler mellem Billund og Vejle, hvor 25 operaforestillinger nåede mere end 5.000 børn. Derudover blev den interaktive performance-installation AI CURE YOU præsenteret på CPH Stage Festival.
Nu flyttes erfaringerne videre ind i sundhed, rehabilitering og lokalsamfund i Trekantområdet, hvor kunsten i slutningen af august kommer tættere på mennesker og deres hverdag.
Du kan blive klogere på programmet her
