Bolig og logistik driver markedet i Trekantområdet i 2026
Colliers Vejle, som dækker hele Trekantområdet, kan se tilbage på et år med markant fremgang. I 2025 har afdelingen oplevet en vækst på mere end 60 procent i omsætningen sammenlignet med året forinden, drevet af flere sager og høj aktivitet på tværs af segmenter. Udviklingen afspejler et marked i bevægelse, hvor særligt boligejendomme og logistik fortsat tiltrækker stor investorinteresse.
Trekantområdet har i 2025 oplevet et tydeligt løft i handlen med større boligejendomme. Udviklingen hænger sammen med en kombination af lavere renter, stabil befolkningsvækst i byerne og investorernes fortsatte fokus på ejendomme med forudsigelige cashflows.
Efterspørgslen kommer ikke kun fra lokale aktører. Både nationale og internationale investorer har igen rettet blikket mod Trekantområdet, hvor særligt nyere boligejendomme med fri lejefastsættelse og moderne standard er i høj kurs.
