Folketinget har nu vedtaget den nye gødskningslov, der lægger rammerne for kvælstofreguleringen fra 2027.
Som en del af aftalen får danske grøntsagsproducenter mulighed for at fortsætte på de gældende kvælstofnormer i 2027, mens vidensgrundlaget bliver undersøgt nærmere.
Den mulighed får producenter af bælgfrugter ikke.
Det bør regeringen og aftalekredsen rette op på i det videre arbejde med reguleringen, mener Tænketanken Frej.
Regeringen har selv en ambition om, at Danmark skal producere flere bælgfrugter. Derfor hænger det dårligt sammen, hvis den nye regulering samtidig gør det sværere at dyrke dem herhjemme. Loven er vedtaget, men arbejdet er ikke færdigt. Nu skal der findes en konkret løsning for bælgfrugterne siger Marie-Louise Boisen Lendal, direktør i Tænketanken Frej
Bælgfrugter kan blive særligt hårdt ramt af den nye reguleringsmodel, fordi planterne fikserer deres eget kvælstof og derfor får en meget lav eller slet ingen kvælstofnorm. Brancheorganisationen DAKOFO har beregnet, at arealet med bælgplanter kan falde med op mod en tredjedel som direkte konsekvens af reguleringen.
Samtidig anbefaler de officielle kostråd, at danskerne spiser 100 gram tilberedte bælgfrugter om dagen. Og regeringen vil i 2027 fremlægge en national fødevarestrategi, der blandt andet skal øge Danmarks selvforsyning med frugt, grønt og bælgfrugter.
Vi står med en produktion, som politikerne på den ene side gerne vil have mere af, men som på den anden side risikerer at blive klemt af reguleringen. Det er præcis sådan et benspænd, man bør få ryddet af vejen, inden det når at gøre skade siger Marie-Louise Boisen Lendal
Frej peger på tre løsninger
Tænketanken Frej opfordrer regeringen og aftalekredsen til at:
- Give bælgfrugter samme pusterum som grøntsager i 2027, så de kan fortsætte på de gældende kvælstofnormer frem til 1. januar 2028.
- Tage bælgfrugterne med i den faglige gennemgang, som allerede skal undersøge vidensgrundlaget for reguleringen af grøntsager og kartofler.
- Lave en klar afgrænsning mellem bælgfrugter til mad og foder, eksempelvis gennem dokumenteret afsætning til fødevareforarbejdning og en positivliste over relevante arter og sorter eller gennem en tro- og loveerklæring hos landmanden, som kan udtages til stikprøvekontrol.
Et argument mod at give bælgfrugterne samme mulighed som grøntsagerne har været, at nogle bælgplanter både kan bruges til menneskemad og dyrefoder og derfor kan være vanskelige at skelne fra hinanden i kontrollen.
Men det problem bør kunne løses administrativt, mener Frej.
Linser og Lollandske Rosiner ender ikke i en fodersilo til grise. Og for de afgrøder, der både kan bruges til mad og foder, må løsningen være dokumentation for, hvor de bliver afsat. Et kontrolproblem bør ikke få lov til at spænde ben for en fødevareproduktion, som vi politisk ønsker at bygge op siger Marie-Louise Boisen Lendal og afslutter:
Hvis vi vil have flere danske bælgfrugter på tallerkenen, skal der også være nogen, der tør så dem på marken. Det kræver, at rammevilkårene hænger sammen.
