Vi er rigtig glade for, at der nu er en afklaring omkring flytningen af DGI’s landskontor, ikke mindst for DGI’s medarbejdere, der kan se frem til gode og tidssvarende forhold med flere mødelokaler og fleksible indretningsmuligheder. Og så har bygningen en meget central placering i Vejle tæt på offentlig transport, hvilket er vigtigt for os, siger Søren Hjørlund, der er direktør for stabsfunktionerne i DGI.
DGI’s bygning i Vingsted er solgt
DGI har gennem noget tid arbejdet for en flytning af DGI’s landskontor, der pt er beliggende på to forskellige lokationer i Vingsted vest for Vejle. I december 2022 blev DGI’s bygning på Vingsted Skovvej 1 solgt til naboen, VINGSTED hotel & konferencecenter, med virkning fra 1. januar 2023. DGI har siden boet til leje i bygningen, og lejemålet kan fortsætte, indtil DGI skal flytte. Den bygning, DGI nu har købt, ligger lige ved Vejle Station i det område, som tidligere blev anvendt af slagteriet Tulip. En del af bygningen er opført i 1940 og har været administration for Tulip. Bygningen blev bygget om i 2002, hvor der også kom en tilbygning.Ombygning og renovering
DGI har haft en god proces med PFA i forbindelse med handlen, og DGI overtog formelt bygningen 1. januar 2024. Landskontoret ventes dog først at flytte til den nye lokation i slutningen af 2025. Det skyldes, at der er lejere i bygningen, og der venter en del ombygninger og renovering, inden DGI’s medarbejdere kan flytte ind.Bygningen skal renoveres både inde og ude, så vi kan udnytte pladsen optimalt til gavn for medarbejderne. Der skal blandt andet sættes nye vinduer ind, en elevator skal flyttes, og der skal foretages en række andre forbedringer. Vi forventer, renoveringen er færdig, så vi kan flytte ind senest ved årsskiftet til 2026, siger Søren Hjørlund.DGI har tidligere deltaget i et udbud fra Vejle Kommune om at bygge et nyt landskontor i området omkring Vejle Bibliotek og DGI Huset. Men i december meddelte DGI Vejle Kommune, at man trak sig for udbuddet, blandt andet på grund af, at stigende byggepriser gjorde et nybyggeri for dyrt.
DGI’ere fra hele landet kan mødes i det nye landskontor
Når DGI flytter til kontorbygningen i Vejle imødekommes et stort ønske fra DGI’s hovedbestyrelse og direktion, nemlig at medarbejdere og folkevalgte fra hele landet fremover kan mødes i landskontorets lokaler.Vi får en moderne og rummelig arbejdsplads, hvor der er god plads til medarbejderne. Samtidig er der det kæmpestore plus, at vi DGI’s medarbejdere og folkevalgte får mulighed for at samles på tværs af landet i DGI’s landskontor i bygningen. Det glæder vi os rigtig meget til, siger Søren Hjørlund.
