Udbygningen af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg forløber hurtigt i øjeblikket. Det betyder, at de sydligste 15 kilometer af udbygningsstrækningen kan åbne med 3 brede spor i hver retning og en hastighedsbegrænsning på 130 km/t i første halvdel af juli.
Fredag den 10. juli åbner den 8 kilometer lange strækning fra udfletningen ved Motorvejskryds Vejle til syd for Hedensted.
Onsdag den 15. juli åbner yderligere 7 kilometer videre op til syd for til- og frakørsel 57 Horsens S. Samtidig genåbner de to rastepladser Merring og Nørremark.
Åbningen af de i alt 15 kilometer med 6 spor og 130 km/t kommer efter, at Vejdirektoratet kunne åbne 7 kilometer mellem Horsens N og Ejer Bavnehøj i juni. Trafikanterne får dermed mulighed for at hæve hastigheden fra 80 km/t til 130 km/t på samlet 22 kilometer mellem Vejle og Skanderborg på E45 inden for et par uger.
Det ustadige sommervejr betyder, at der kan ske forskydninger i åbningstidspunkterne.
Vejarbejdet fortsætter hen over sommeren på nedsat aktivitet nogle steder. Andre steder knokles der igennem for at blive klar til sensommerens arbejder.
