Døden berører os alle, men alligevel kan den være svær at tale om. For mange efterladte betyder det, at sorgen bliver noget, de står alene med, og at samtalerne om dem, der er døde, langsomt bliver færre. Men selvom livet fortsætter, forsvinder hverken sorgen, savnet eller kærligheden.
Med kampagnen “UGE 44 – Fokus på døden” skaber Landsforeningen Liv&Død hvert år anledning til at tage hul på samtalerne. I Vejle bidrager Landsforeningen Mistet Barn med en fotoudstilling, der giver forældre, der har mistet et barns udtryk og ord til livet efter at have mistet et barn.
Arrangementet er støttet af Vejle Kommune, og udstillingen åbnes officielt af Dan Arnløv Jørgensen, 1. viceborgmester i Vejle Kommune.
For mig er du lige her er skabt i samarbejde med de prisvindende dokumentarfotografer Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft i anledning af Landsforeningen Mistet Barns 40-års jubilæum i 2025.
Gennem fotografier og personlige forældreberetninger giver udstillingen et indblik i sorgen og savnet – og i den kærlighed og forbindelse til barnet, som fortsat har en betydningsfuld plads i forældrenes liv.
Uge 44 giver os en fælles anledning til at tale om døden og om det liv, der fortsætter efter et tab. Med udstillingen ønsker vi at give plads til forældrenes egne fortællinger og til de børn, de savner. Når fortællingerne står midt på Banegårdspladsen, håber vi, at både forbipasserende og besøgende vil stoppe op, blive berørt og måske tage hul på en samtale. Vi ønsker at skabe større forståelse for sorgen og for den kærlighed, der fortsat forbinder os med vores børn siger Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, sekretariatschef i Landsforeningen Mistet Barn
Ved åbningen kan publikum møde nogle af de forældre, der medvirker i udstillingen, samt frivillige fra foreningen. Der vil også være mindeworkshops, hvor besøgende blandt andet kan dekorere lys og sten med tegninger eller et barns navn. Aktiviteterne giver mulighed for at mindes mennesker, vi har mistet, og sætte et personligt udtryk på savnet og kærligheden.
Udstillingen og åbningsarrangementet er for alle – både mennesker, der selv har mistet, pårørende, fagpersoner og andre, der ønsker større indblik i livet med sorg. Som en del af Uge 44 skal udstillingen være med til at skabe plads til døden og sorgen i vores fælles samtaler.
Landsforeningen Mistet Barn tilbyder også lokale støttetilbud og fællesskaber i Vejle for forældre, der har mistet et barn. Læs mere på mistetbarn.dk.
Praktisk information
Åbning: Mandag den 26. oktober 2026 kl. 15.00–16.30
Sted: Banegårdspladsen, 7100 Vejle
Udstillingsperiode: 26. oktober–2. november 2026
Pris: Gratis – alle er velkomne
Se flere arrangementer under “UGE 44 – Fokus på døden” på uge44.dk.
