Det er meget glædeligt og vigtigt for både DGI, Vejle Kommune og ikke mindst Landsstævne-deltagerne, at Kongen besøger Landsstævnet. Opbakningen fra Kongehuset har stor betydning i forhold til, at Landsstævnet er et koncentrat af de aktiviteter og det fællesskab, idrætsforeningerne byder på i hverdagen, siger Charlotte Bach Thomassen.H.M. Kongen skal bl.a. overvære Efterskoleholdets træning på Landsstævnestadion, hvor over 5.000 efterskoleelever forbereder og træner deres show Dare2Dream. H.M. Kongen lægger også vejen forbi Frivilligteltet, der er et åndehul for de ca. 4.000 frivillige, der gør Landsstævnet til en god oplevelse, og desuden kommer H.M. Kongen forbi en række af de idrætsaktiviteter, der foregår under DGI Landsstævne. Også Vejles borgmester er begejstret for, at H. M. Kongen kommer til byen.
Vi glæder os meget til, at H.M. Kongen besøger Landsstævnet, når det indtager Vejle i juli. Det er altid en ære at få Kongehusets opmærksomhed, og jeg ser frem til at vise, hvordan vi sammen med DGI og borgerne i Vejle Kommune har arbejdet på at skabe et Landsstævne med fokus på fællesskab og forbundethed i glæden ved bevægelse og folkefest på tværs af deltagere og publikum, unge og ældre, siger Jens Ejner Christensen (V).
