20. august 2026

|

Pressemeddelelse

Totalombygning af føtex Havnen i Vejle: Helt nyt inventar og køkkenkoncept på vej

Den lokale føtex Havnen i Vejle skal i gang med en gennemgribende fornyelse, som kommer kunderne til glæde og gavn. De kan blandt andet se frem til et helt nyt køkkenkoncept med en masse lækker inspiration til måltiderne.

Totalombygning af føtex Havnen i Vejle: Helt nyt inventar og køkkenkoncept på vej
Af: Salling Group | Foto: Salling Group

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Håndværkerne er netop rykket ind i føtex Havnen i Vejle for at forandre og forny varehuset. Frem til 22. oktober står den lokale føtex overfor en gennemgribende renovering, hvor kunderne blandt andet kan se frem til helt nyt inventar, ny indretning, stort og lækkert åbent køkken med en masse inspiration til måltiderne.  

Slagter- og delikatesseafdelingen i føtex Havnen i Vejle får et gevaldigt ansigtsløft. Med det nye åbne køkken kan kunderne fremover opleve et større sortiment, hvor det inspirerende måltid og convenience er i højsæde.

Varehuset på havnen i Vejle er på 3.500 kvadratmeter og er indrettet med brede gange. Det betyder, at kunderne har god plads, selv om håndværkerne bygger om, og det gør også, at cirka 95 procent af varerne mere eller mindre er på deres vante pladser.

Den første forandring sker af kølemøblerne, som alle bliver udskiftet. Dernæst bliver afdelingerne taget én for én, og der er ingen tvivl om, at varehuschef Lars Slotsager glæder sig til at invitere kunderne ind i en topmoderne og fornyet føtex.

Vi får et endnu mere inspirerende og lækkert varehus. Det bliver superfedt, og vi udvider vores vinafdeling, specialøl, delikatesse samt frugt og grønt, og vi har endnu mere fokus på måltidsinspiration. Rammerne og udtrykket i varehuset forandrer sig, men det er fortsat de samme dygtige og loyale medarbejdere, vores kunder møder, siger han.

Hjælp til kunderne

Selv om håndværkerne er en fast del af dagligdagen i føtex Havnen i Vejle frem mod oktober, lover han, at alle medarbejder gør sig umage for at hjælpe kunderne, og at de skilter tydeligt.

Kunderne er altid i fokus hos os, og det er de også under vores fornyelse af varehuset. Derfor sørger vi blandt andet for at gøre det så nemt som overhovedet muligt for dem, når de handler hos os under forvandlingen. Vi glæder os virkelig meget til at slå dørene op og vise føtex Havnen i Vejle frem, siger han.

Lars Slotsager afløste den mangeårige varehuschef i føtex Havnen i Vejle, Per Olesen, tilbage i maj. Det betyder, at Lars Slotsager ved siden af forvandlingen af varehuset fortsat er i gang med at skabe gode og tætte relationer til både kunder, kolleger og byen.

Selv om hele varehuset er ved at blive fornyet, forbliver kasselinjen intakt, mens både bagerafdelingen og kioskområdet også får en opgradering.

Hvis alt går efter planen, er håndværkerne færdige med de største forandringer ved udgangen af uge 39. Derefter er det alle de små detaljer, der skal på plads, inden den lokale føtex er klar til at slå dørene op til de nye og moderne faciliteter 22. oktober.

Varehuset har åbent som normalt under hele ombygningen.

Nøgleord
Mad & drikke
Event Information