Red Vejle Fjord
I projektet ’Red Vejle Fjord’ har Maddox Clark Albertsen og Kristian Hybert Pinholt fra 6. klasse kastet sig over et helt lokalt problem. De har undersøgt, om man kan forbedre iltforholdene på bunden af Vejle Fjord ved at pumpe ilt ned i vandet ved hjælp af en solcelledrevet pumpe. Tanken er, at mere ilt kan hjælpe med at nedbryde slam og skabe bedre betingelser for livet i fjorden.Kan elektricitet samle plastik op?
Marie Sandberg Gindesgaard fra 7. klasse står bag projektet ’Plastikmagnet’, hvor hun undersøger, om statisk elektricitet kan bruges til at samle plastik op – lidt som en magnet samler metal. Målet er at gøre det lettere at fjerne plastikaffald, før det ender i naturen og havet.Byg-selv-radio
Alexander Sigurd Skare fra 9. klasse er gået videre med projektet ’FM Radio/FMR’, hvor han har udviklet en billig nødradio, som man selv kan bygge. Radioen kan modtage FM-signal og skal sikre adgang til vigtig information under strømafbrydelser og andre krisesituationer.En del af løsningerne
Samtlige forskningsprojekter udspringer af elevernes egne idéer og har fokus på både de hverdagsnære problematikker og de større samfundsmæssige perspektiver. Udover den naturvidenskabelige begejstring deler børnene og de unge ønsket om at tage ansvar. De vil ikke bare være ’generationen, der bliver talt om’, men vil selv være en del af løsningen på de udfordringer, de og vi som mennesker, samfund og verden står over for.Jeg er virkelig imponeret over iderigdommen ved årets semifinaler. Eleverne har identificeret konkrete problemer, undersøgt dem grundigt og omsat deres viden til løsninger, der kan gøre en reel forskel. Det er, hvad der sker, når vi giver eleverne plads til at forfølge deres egen nysgerrighed. Det er inspirerende, og det vækker håb, siger Katrine Bruhn Holck, Programleder for Unge Forskere i Astra.Eleverne fra Vejle skal nu bruge tid på at kæle for deres forskerprojekter, så de står helt skarpt til finalen i Odense i april. Her vil en professionel fagjury bedømme deres projekter på idé, naturvidenskabelig arbejdsmetode og gruppens evne til at formidle. Til finalen er titlen som Årets Unge Forsker 2026 på spil, og der er samlede pengepræmier på over 300.000 kr.
