Siden krigen i Ukraine eskalerede for over fire et halvt år siden, har børn og familier levet med frygt, usikkerhed og store afsavn. Millioner af børn har mistet skolegang, sundhedsydelser, rent vand og trygge rammer i hverdagen.
I udvalgte MENY-butikker samt enkelte SPAR og Min Købmand-butikker har kunderne siden 2022 kunnet donere deres pant til UNICEFs indsats for ukrainske børn. Donationerne har samlet indbragt 3,8 mio. kr.
UNICEF beskytter børn og leverer livsvigtig hjælp hver dag. Vi skaber trygge rum for børn, mens krigen raser. Dagrofa og deres kunder er med til at gøre dette muligt. Sammen opretholder vi sundhedsydelser, sender varmt tøj om vinteren, sørger for rent vand og sanitet, sikrer mulighed for uddannelse og giver psykosocial støtte til børn. Sammen giver vi børn muligheder og håb siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark
Hos Dagrofa, der står bag MENY, SPAR og Min Købmand, glæder man sig over kundernes store opbakning. MENY har også løbende suppleret kundernes pantdonationer med egne bidrag, som indgår i det samlede beløb.
Det er først og fremmest vores kunder, der har skabt det her resultat. Én pantbon ad gangen har vi tilsammen doneret 3,8 millioner kroner. Det er stærkt at se, hvordan bidrag fra kunder i vores lokale butikker over hele landet kan blive til så stor en hjælp for børn, der har brug for det siger Tenna Skov Thorsted, bæredygtighedschef i Dagrofa
UNICEF arbejder fortsat i hele Ukraine for at hjælpe børn og familier, der er ramt af krigen. Indsatsen handler ikke kun om akut nødhjælp, men også om at beskytte børns rettigheder, skabe tryghed i en utryg hverdag og sikre, at børn fortsat har mulighed for at lære, udvikle sig og tro på en fremtid.
FAKTABOKS:
FOR 3,8 MILLIONER KRONER KAN VI:
Tre eksempler:
- Give flere end 450.000 børn i Ukraine rent vand i ét år ved hjælp af vandrensningstabletter.
- Give flere end 270.000 børn i Ukraine en uddannelsespakke med skoletaske, kladdehæfter og blyanter.
- Sikre, at flere end 7100 børn i Ukraine får en vinterpakke med et sæt vintertøj, en presenning og varme tæpper.
