
Forløbet er en del af Broen til Fremtiden – et projekt, der skal hjælpe unge med at blive mere afklarede omkring deres uddannelsesvalg.
Forløbet tager udgangspunkt i elevernes egen idéudviklede cateringvirksomhed, som de har arbejdet med på FGU i tiden op til fusionsugen på Syddansk Erhvervsskole. I løbet af ugen skulle de omsætte idéerne til virkelighed, når de hver dag besøgte én af Syddansk Erhvervsskoles fagretninger og prøvede kræfter med forskellige håndværk og konkrete opgaver.
Uddannelsesvalg åbner for et væld af spændende muligheder for unge i dag. Med fusionsforløbet ønsker vi at give eleverne praksisnære og motiverende oplevelser af den læring og undervisningsmetodik, der kendetegner en erhvervsskole og derved støtte dem i at blive mere afklarede og trygge i deres eget uddannelsesvalg, forklarer direktør for Syddansk Erhvervsskole, Lars Bregnehøj og uddyber:
Vi tror på, at flere af dem vil stå tilbage med den oplevelse. Vi er ret stolte af vores skole og det miljø og den faglighed, vi kan tilbyde eleverne, og vi håber derfor at få mulighed for at byde mange af eleverne fra forløbet velkommen ind i skolens fællesskab, når de skal vælge deres videre uddannelsesvej.
Elever får indblik i fagretningernes sammenhæng og økosystem
Gennem ugen kom eleverne til at arbejde med en lang række produktioner, der alle indgik i deres egen fiktive cateringvirksomhed:
• IT, Netværk og Design
Eleverne udviklede digitale løsninger – blandt andet et bookingsystem, der skulle bruges af virksomhedens gæster. Her fik de indsigt i planlægning, brugervenlighed og digital struktur.
• Byggeri, Energi og Konstruktion
Her tegnede, beregnede og producerede eleverne serveringsbrætter, brødbakker og andre træprodukter, som blev en del af virksomhedens hverdag. Fokus er på håndværk, præcision og materialeforståelse.
• Robot, Teknologi og Automatik
Eleverne fremstillede servietholdere og servietringe, hvor formgivning, detaljegrad og arbejdet med teknologi gik hånd i hånd. De oplevede, hvordan selv små elementer kan løfte en hel kundeoplevelse.
• Motor, Transport og Teknologi
Her lærte eleverne at udføre dækskifte og olietjek – helt centrale elementer i at sikre en driftssikker leveringskæde for en cateringvirksomhed.
• Gastronomi, Ernæring og Service
Eleverne arbejdede med madlavning, borddækning og værtskab, og de afsluttede dagen med fællesspisning og evaluering af produktionen.
Kulinarisk finale fredag
Ugen blev rundet af med en festlig og velsmagende finale. Her havde eleverne inviteret klassekammerater, EUD-undervisere, vejledere og FGU-lærere til en tapasoplevelse, der både viste deres faglige udvikling og kreativitet.
Tapassen blev serveret på de serveringsbakker, eleverne selv havde fremstillet, og måltidet blev nydt ved smukt dækkede borde i restauranten på Syddansk Erhvervsskole.
En uge der skaber afklaring, mod og motivation
Broen til Fremtiden er skabt for at give unge en realistisk, praksisnær og inspirerende oplevelse af erhvervsuddannelserne. Forløbet styrker elevernes kendskab til forskellige fagretninger, giver dem nye kompetencer og støtter deres afklaring i forhold til fremtidige uddannelsesvalg.
Broen til Fremtiden er støttet af Den Europæiske Union og Region Syddanmark.