Skip to main content
23. august 2023

Et Gods der byder på mere end bare idylliske omgivelser og historie

Tirsbæk er en gammel herregård, placeret på nordsiden af Vejle Fjord ca. 7 km øst for Vejle by i idylliske omgivelser bestående af dansk natur.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Tirsbæk er en gammel herregård, placeret på nordsiden af Vejle Fjord ca. 7 km øst for Vejle by i idylliske omgivelser bestående af dansk natur. Hovedbygningen er opført i år 1550 og er omgivet af en voldgrav. Tirsbæk drives i dag som et kombineret land- og skovbrug med Hans Henrik Algreen-Ussing, som ejer af godset.
Godsets produktioner

Øst for hovedbygningen ligger Tirsbæks Renæssancehave, som er meget central på Tirsbæk, da den sammen med godsets vin- og kornmarker medvirker til at producere Tirsbæks egne produkter; blomsterhonning, æblemost, rapsolie, vin og mel. Produkterne bliver solgt til lokale kunder, blandt andet på det årlige julemarked der hvert år afholdes på Tirsbæk Gods. Haven er velbesøgt og meget unik, da Renæssancehaver er sjældne fund i Danmark i dag.

Tirsbæks vinproduktion startede i 2010 med Arne Poulstrup i front. Han står i dag stadig for Godsets vinproduktion. Produktionen bliver på nuværende tidspunkt udvidet med nyindkøbte vinstokke. Tirsbæk Gods har derfor en forventning om at øge deres vinproduktion, som på nuværende tidspunkt giver ca. 1.200 flasker rosé-, hvid- og mousserende vin årligt, til ca. 4.000 flasker årligt.

Arrangementer på Godset

Tirsbæk Gods står årligt for flere arrangementer og aktiviteter, som især de lokale nyder. Arrangementerne spænder bredt og er blandt andet vinsmagninger og rundvisninger af alt der hører til vinproduktionen, Land Rover Experience, koncerter og selvfølgelig det årlige julemarked, hvor man kan fælde årets juletræ, spise sig mæt i æbleskiver og købe Tirsbæks mange produkter.

Læs mere om Tirsbæk Gods og deres mange produkter samt arrangementer på hjemmesiden.