Skip to main content
24. februar 2026

Fem antenneforeninger i Trekantområdet overtager tv- og internetleverance til medlemmer

Kolding.net, MiddelfartNET, Stribnet, Lunderskov Antenneforening og Vejle Antenneforening skal fremover selv stå for at levere internet og tv til antenneforeningernes medlemmer.

Af: Norlys | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

Aftalen sikrer en let overgang for antenneforeningernes medlemmer, efter at den nuværende aftale mellem Norlys og antenneforeningerne skal stoppe.

Kolding.net og de øvrige antenneforeninger arbejder på snarest muligt at overtage internet- og tv-leverancen til antenneforeningsmedlemmerne.

Fremover skal kolding.net, MiddelfartNET, Stribnet, Lunderskov Antenneforening og Vejle Antenneforening selv stå for at levere internet og tv til antenneforeningernes medlemmer.

I forbindelse med at Norlys’ fiberselskab, Sinal, skulle have myndighedernes godkendelse til at købe fibernettet i trekantområdet, var Norlys nødt til at give tilsagn om at afslutte det nuværende samarbejde om levering af tv og internet via antennestikket med en række antenneforeninger i området.

Derfor har Norlys de seneste måneder i samarbejde med antenneforeningerne arbejdet på en god løsning for forsyning af internet og tv til de berørte antenneforeninger. Når den tekniske løsning er på plads, vil det være kolding.net, MiddelfartNET, Stribnet, Lunderskov Antenneforening og Vejle Antenneforening, der i fællesskab står for at levere tv og internet via antennestikket til foreningernes medlemmer.

Vi er kede af, at vi ikke kan fortsætte vores hidtidige samarbejde med alle antenneforeninger i området, men det har desværre været en forudsætning for, at Sinal kunne opnå konkurrencemyndighedernes godkendelse. Antenneforeningerne har været – og er fortsat – et vigtigt forretningsområde for Norlys, og derfor er vi glade for, at vi har fundet en god løsning for alle parter, hvor vi sammen sikrer en nem overgang for antenneforenings medlemmer, siger Niklas Ingemann Hummelgaard, ansvarlig for Storkundeforretningen i Norlys.

Aftalen betyder, at medlemmerne i de fem antenneforeninger kan beholde deres nuværende udstyr til deres internetforbindelser og derfor ikke skal foretage sig noget i forbindelse med skiftet.

Vi har haft et mangeårigt og godt samarbejde med Norlys, og vi er glade for, at vores fælles aftale betyder en så enkel og overskuelig overgang for medlemmerne i alle fem antenneforeninger som muligt, og at vi også fremover kan tilbyde medlemmerne stabilt internet og et bredt udvalg af tv-kanaler, siger Steen Christensen, der er bestyrelsesformand i kolding.net.

Kolding.net og de øvrige antenneforeninger arbejder på snarest muligt at overtage internet- og tv-leverancen til antenneforeningsmedlemmerne og forventer, at det tidligst sker i løbet af sommeren 2026. Medlemmerne bliver kontaktet af deres lokale antenneforening, når overdragelsen af internet og tv nærmer sig. Medlemmerne kan fortsætte med deres tv-pakke og vil ikke opleve ændringer i deres produkter.

Om Norlys

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Vi er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni til danskerne.

Vi ejer landets største elnet, landets største fibernet og halvdelen af landets største mobilnet, TN Netværket. Derudover ejer vi aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.

Vores 4.500 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København kæmper for et grønt og digitalt Danmark.