Skip to main content
29. april 2024

Fyen Rundt bliver igen i år en cykelfest for hele familien

Danmarks ældste cykelløb indtager søndag den 26. maj de fynske gader, når dette års Fyen Rundt skal afgøres blandt både eliten og motionisterne.

Af: Rikke Hansen | Foto:

Traditionen tro køres der igen i år cykelløb her på Fyn for både motionister og elite.

Danmarks ældste cykelløb, Fyen Rundt, løber af stablen søndag den 26. maj, og igen i år lægger Middelfart asfalt til både start og mål.

Det er noget, der glæder formand for Odense Cykelklub, der står i spidsen for at arrangere løbet, Claus Rasmussen:

Er der noget smukkere sted end lige her? Vi har et godt samarbejde med både Middelfart kommune og Middelfart Sparekasse, så vi er glade for at kunne fortsætte det. Vi føler også, at beboerne i Middelfart har taget rigtig godt imod os hvert år.

Ny rute

Løbet, der har eksisteret siden 1894, byder både på et eliteløb og et amatørløb for motionister, der gerne vil ud og teste benene af.

Motionsløbet har tre forskellige ruter, så motionsrytterne enten kan prøve kræfter med 70 km, 120 km eller hele 177 km.

Ruterne er blevet ændret til årets udgave af løbet – både for eliten og motionisterne.

Både motions- og eliteruten køres i år på flere små og spændende veje, og ikke helt så mange store transportveje, selvom vi ikke helt kan undgå de store veje. Men det kan forhåbentlig gøre noget godt for løbet, fortæller Claus Rasmussen.

Desuden er alle tre motionsruter selvstændige i år, hvor mellemdistancen tidligere har været kørt som omgange på den korte af ruterne.

Hvis man har mod på at spænde cykelskoene og prøve kræfter med en af ruterne, er det fortsat muligt at tilmelde sig løbet. Det kan man gøre her.

En dag for hele familien

Hvis man ikke er frisk på at hoppe i cykeltøjet og deltage i løbet, er der stadig rig mulighed for, at man kan deltage i cykelfesten.

Eliterytterne, der fordeler sig over 27 forskellige hold, bliver alle præsenteret foran Middelfart Sparekasse kl. 10.00, hvor man kan se dem alle tæt på. Samme sted bliver elitefeltet sendt afsted ud på ruten kl. 11.00, hvor man kan være med til at få sendt dem godt afsted med hep og klap.

Når elitestarten er gået, bliver der plads til, at de helt små cykelryttere kan prøve lidt af ruten af. Her afholdes der nemlig Kids Race, hvor børn med drømme om at blive den næste Jonas Vingegaard eller Mads P. kan prøve at køre over den samme målstreg som elitefeltet.

Fyen Rundt er ikke kun et løb for de voksne. Børn i alderen 2-5 år og 5-8 år kan deltage i Kids Race, hvor de også prøver at køre over den samme målstreg som elitefeltet. Foto: Sonni Frederiksen.

Generelt kommer der i år, ifølge Claus Rasmussen, til at være flere aktiviteter for de små:

Vi har gjort noget for, at der kommer flere børneaktiviteter i havneområdet, så der er nok at lave, mens man venter på at rytterne kommer tilbage igen, fortæller Claus Rasmussen.

Mød Frank Høj

Som noget nyt i år kommer den tidligere professionelle cykelrytter Frank Høj også forbi start- og målområdet på Havnegade. Her kan man som tilskuer opleve ham på scenen, og mon ikke han kommer med en god anekdote eller to, fra da han selv var en del af det professionelle cykelfelt?

Tre omgange i Middelfart

Når elitefeltet igen vender tilbage til Middelfart, kører de afslutningsvis tre omgange af knap 7 km rundt i byen. Her er der igen god mulighed for at få set rytterne helt tæt på, heppe dem på vej, og se hvem der tager sejren på målstregen.

Så hvad end man selv vil trække i det tætsiddende cykeltøj, eller man vil se, når andre giver den gas på ruten, bliver der søndag den 26. maj cykelfest i Middelfart, hvor alle er inviterede.

Arrangørerne forventer, at der møder 2000-3000 tilskuere på langs rundstrækningen her i Middelfart.