Pædagog søges til Trekløverens børnehave – faglighed, fællesskab og leg i centrum

Brænder du for faglighed, fællesskab og leg? Trekløverens børnehave i Vejle søger en pædagog, der kan skabe trygge og udviklende rammer for alle børn.

Pædagog søges til Trekløverens børnehave – faglighed, fællesskab og leg i centrum

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Superkræfter er velkomne – pædagogisk faglighed er et must!

Om jobbet

Har du blik for både det enkelte barn og fællesskabet? Kan du følge børnenes spor, sætte faglig retning og skabe læringsmiljøer, hvor alle børn får mulighed for at trives, udvikle sig og opleve, at de har en betydningsfuld plads?

Så er det måske dig, Vejle Kommune søger til en fast stilling på 37 timer i Trekløverens børnehave.

Om Trekløveren

Trekløveren er en aldersintegreret institution med cirka 145 børn og 35 ansatte.

Trekløveren er omkranset af skov og bydelen Søndermarken ved Vejle og har fantastiske rammer, som dagligt bringes i spil i understøttelsen af et spændende og alsidigt ude- og børneliv.

Forældregruppen er bredt sammensat fra Vejle og er repræsenteret gennem mere end 20 forskellige sprog, nationaliteter og kulturer. Trekløveren værdsætter sin mangfoldige brugergruppe, dyrker fællesskabet og den relationelle og gensidige respekt. Institutionen arbejder desuden sammen om, at Trekløverens rammer tydeligt understøtter, at børnene trives, har gode lege- og læringsmiljøer og har mulighed for at være selvstændige i eget liv.

Hvad Trekløveren tilbyder

I Trekløveren arbejdes der bevidst og fokuseret ud fra institutionens to værdisætninger:

”Alle børn i Trekløveren skal føle sig værdifulde!” og ”Når et barn forlader Trekløveren, har det skabt et fundament til videre dannelse i livet.”

Trekløveren er derudover også en institution fyldt med:

  • Grin, gråd og gummistøvler i alle størrelser.
  • Børn med store følelser og endnu større fantasi.
  • Kolleger som både kan synge og grine af sig selv.
  • Strukturerede processer, hvor kreativitet, maling, musik og magi flyder frit.
Opgaven i hverdagen

Du skal sammen med dine kolleger skabe trygge, udviklende og inkluderende lege- og læringsmiljøer med afsæt i den styrkede pædagogiske læreplan. Du skal omsætte pædagogisk viden til kvalificerede handlinger og reflektere over, hvilken betydning din praksis har for børnenes trivsel, læring og udvikling.

Med inspiration fra Tea Thyrre Sørensens pædagogiske perspektiver er Trekløveren optaget af, at alle børn har brug for en Alfred – en tryg voksen, som barnet kan søge støtte hos og hente mod til at udforske verden. Du skal kunne være både fyrtårn og karavanefører og skabe tydelige rammer og retning, samt afstemme dig efter barnets følelser og behov og støtte barnet i at finde ro og udvikle selvregulering.

Trekløveren forventer, at du:

  • Arbejder bevidst med relationer og børnesyn og møder hvert barn med nysgerrighed, omsorg og respekt for barnets perspektiv og forudsætninger.
  • Tager pædagogisk ansvar for legen og fællesskaberne.
  • Deltager i og udvikler legen, følger børnenes initiativer og skaber deltagelsesmuligheder, så alle børn oplever at høre til.
  • Planlægger, gennemfører og evaluerer pædagogiske forløb med afsæt i børnegruppens behov, læreplanstemaerne og dine faglige observationer.
  • Understøtter sprog, dannelse og medbestemmelse og ser mangfoldighed som en styrke i børnenes fælles læringsmiljø.
  • Bidrager aktivt til det professionelle fællesskab gennem faglig refleksion, sparring og et forpligtende samarbejde med kolleger, forældre og tværfaglige samarbejdspartnere.
  • Går foran, ved siden af og bagved børnene – alt efter hvad situationen kalder på. Du skal kunne stå fagligt tydeligt, tage initiativ og samtidig være nysgerrig på andres perspektiver.

Dertil skal du have humor, fantasi og mod på at undersøge verden sammen med børnene. Trekløveren forventer ikke, at du kan bygge et klodsetårn på tre sekunder, men at du ved, hvornår du skal ”bygge” videre – og hvornår barnet selv skal have plads til at prøve.

Lyder det som din nye udfordring?

Så send din ansøgning.

Trekløveren glæder sig til at se din pædagogiske superkraft og byde dig velkommen i institutionens univers af nærvær, leg, udvikling, trivsel og læring.

Ansættelsesvilkår

Der er tale om en fast stilling på 37 timer med ansættelse den 11. januar 2027 eller snarest.

Stillingens placering er i børnehaven – med overordnet ansættelse i hele huset.

Løn er i henhold til Ny Løn og gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist

Den 22. november 2026.

Samtaler forventes afholdt

Samtaler afholdes løbende, og interesserede opfordres derfor til at ansøge snarest.

Har du lyst til at vide mere?

Vil du vide mere og har du lyst til at kigge forbi og se huset, er du velkommen til at kontakte:

Institutionsleder Jesper Vilsbæk på telefon 21 38 52 81 eller pædagogisk leder Simone Jønsson på telefon 23 45 60 47.

Du kan finde mere information på Trekløverens hjemmeside: Velkommen til Trekløveren - Trekløveren (vejle.dk)

Oplysning om startløn

Ansættelse sker efter overenskomst for pædagoger ved daginstitutioner, skolefritidsordninger, klubber m.v., §§4-9. Den forventede startløn på fuldtid og eksklusive pension er 32.928 kr. eller ligger i intervallet 32.928 kr. til 37.874 kr., afhængigt af anciennitet.

Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer samt den konkrete tilbudte stilling.

Attester

Vejle Kommune indhenter børneattest og offentlig straffeattest med samtykke.

Send din ansøgning

Vejle Kommune foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe for uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 22.11.2026
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Vejle Kommune
Location Icon
Adresse Hasselvænget 13, 7100, Vejle
Calendar Icon
Kontaktperson Jesper Vilsbæk
phone Icon
Telefon 21385281
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Hasselvænget 13, 7100, Vejle

Se større kort