PRESSEMEDDELELSE FRA ORTOS
En overset støbemetode af proteser direkte på patienten kan ifølge forsker komme samfundet og den enkelte til gavn. På Ortos Bandagist Klinik i Vejle anvender man metoden, der får positiv respons fra patienter.
I 2022 blev der lavet 47 benamputationer per 100.000 danskere over 50 år i Region Syddanmark, viser nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram. For personer, der har amputeret lår og underben, anvendes metoden Direct Socket (DS) i de øvrige nordiske lande til at støbe benproteser direkte på kroppen, men på trods af at metoden er tilgængelig herhjemme, er den her ikke særlig udbredt. Det er problematisk ifølge Anton Johannesson, der har forsket i DS-metoden i 35 år ved Össur Clinics.
Forskning viser, at DS-metoden både forkorter ventetiden på benproteser og giver en markant bedre stabilitet, mobilitet og ydeevne for brugeren. Derfor er der klare fordele, hvis kommuner, sagsbehandlere og bandagister investerer i metoden, siger Anton Johannesson.
Ortos Bandagist Klinik i Vejle er blandt landets eneste bandagistklinikker, som er certificeret i DS-metoden. Ifølge afdelingschef og bandagist Benedikte Holck gør metoden en mærkbar forskel for patienterne, der oplever bedre mobilitet og kortere leveringstid på protesen.
Fordi vi kan hjælpe den nyamputerede væsentligt hurtigere med DS-metoden, mindskes risikoen for inaktivitet og fantomsmerter. Det hjælper protesebrugeren til et bedre og mere selvhjulpent liv og sparer samtidig samfundet ressourcer til sygedagpenge, hospitalsindlæggelser og hjemmehjælp, siger Benedickte Holck.
Behov for forbedrede løsninger
Ifølge Anton Johannessons nyeste forskningsartikel øger DS-metoden komforten, samtidig med at den forkorter leveringstiden på protesen fra 17 til 1 dag og halverer antallet af besøg hos proteseklinikken.
Som den ældre del af befolkningen vokser, stiger behovet for forbedrede løsninger inden for sundhedspleje. Det kræver et stærkt fokus på at indføre nye behandlingsmetoder og stoppe med metoder, der ikke giver tilfredsstillende resultater, udtaler Anton Johannesson.
Det møder opbakning fra Benedickte Holck fra Ortos Bandagist Klinik i Vejle.
Som nyamputeret står man i en sårbar situation, og derfor er tryghed omkring forløbet vigtigt. Med DS-metoden kan vi i højere grad følge en fast procedure, fordi den er mere standardiseret end øvrige metoder. Den amputerede undgår at skulle bruge testproteser, og tilsammen sikrer det en bedre patientoplevelse, siger hun.
Ortos er en førende bandagistvirksomhed i Danmark, som har fremstillet individuelle proteser og ortoser siden 2007. Virksomheden har 8 klinikker fordelt i landet med autoriserede bandagister og fagpersoner. Læs mere på www.ortos.dk