
Projektet arbejder med frivillige fra Bydelsmødre og Baba, som med deres lokale kendskab og stærke relationer har en unik adgang til beboere, der ofte føler, at demokratiet ligger langt fra deres hverdag.
Vi oplever et stort ønske blandt mange borgere i udsatte boligområder om at være en del af fællesskabet – men alt for ofte mangler de redskaber og erfaring til at tage aktiv del i demokratiet. Med denne støtte kan vi styrke frivillige i at skabe trygge rammer for dialog, viden og deltagelse, så flere får mod på at tage ordet – og sætte krydset, siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen, direktør for Frivilligt Socialt Arbejde i Fonden for Socialt Ansvar.
Projektet rummer blandt andet workshops for de frivillige, opsøgende arbejde i boligområderne samt oplysningskampagner, dialogmøder og sociale aktiviteter op til valget i 2025. Målet er at engagere mindst 300 familier i Odense, Esbjerg, Vejle, Sønderborg og Haderslev.
Hos LB Foreningen glæder man sig over at støtte Baba og Bydelsmødres indsats:
Demokratiet fungerer bedst, når alle stemmer bliver hørt. Med projektet ’Din stemme tæller’ er der fokus på at skabe nye veje ind i demokratiet – og på at give borgere, der ellers står på sidelinjen, en reel mulighed for at tage del i både det nære og det formelle demokrati. Det er præcis sådanne projekter, vi ønsker at bidrage til, siger Lene Krongaard Piekut, lokal delegeret og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Syddanmark, som overrakte donationen til Bydelsmødre og Baba.
Med donationen på 168.250 kr. følger også et unikt værk signeret og nummereret af kunstneren HuskMitNavn, som er lavet specifikt til modtagerne af donationer fra LB Foreningen.
Om Bydelsmødre og Baba
Bydelsmødre og Baba er frivillige indsatser under Fonden for Socialt Ansvar. Initiativerne styrker voksne i udsatte boligområder til at tage ansvar for eget liv, familien og det omkringliggende samfund. Med lokalkendskab, kulturel forståelse og stærke netværk har de frivillige en unik adgang til målgruppen og kan skabe relationer, som det offentlige ofte har svært ved at etablere.
Læs mere om Fonden for Socialt Ansvar: www.socialtansvar.dk