Vi fortsætter succeserne fra Odense Vinfestival i april og Garagevin Festival i Avedøre i august, og nu glæder vi os til at åbne vores seneste skud på stammen med Vejle Vinfestival. De 23 udstillere har forberedt sig grundigt og sammensat deres programmer med samlet to hundrede forskellige vine, som viser den enorme bredde og kvalitet i udvalget, vores medlemmer repræsenterer. Denne festival og vores øvrige arrangementer viser med klar tydelighed, at de små og mellemstore importører er med til at skabe den store bredde i udvalget af vin i Danmark, og at publikum er oprigtigt interesserede, siger Niels Vorum-Petersen, som er formand for Danske Vinimportører.
Han tilføjer, at han er både stolt og imponeret over den opbakning, publikum allerede har vist gennem et udsolgt-skilt i døren til denne vinfestival.
Danske Vinimportører er en brancheforening med godt 200 vinimportører fra hele landet, som repræsenterer vine fra store dele af verden. Fælles for importørerne er, at de har et godt øje for, at vinene på deres hylder skal være en oplevelse, pirre sanserne og gøre en forskel fra det kæmpe udbud af ensartede konsumvine, som det danske vinmarked er præget af i disse år. Vinene kommer oftest fra mindre producenter, som gennem respekt for råmaterialerne formår at få det bedste ud af deres vinstokke, jordbund og et efterhånden udfordrende klima. Med andre ord er der lagt op til en lørdag, hvor alle kan få brugt deres sanser – også til priser, som er til at betale.
Alle gæster får udleveret et smagekatalog, fri smagning af alle vine, et smageglas og mulighed for smagning mellem kl. 13:30 til 17:00. Desuden vil der være mulighed for at købe eller bestille vinene på stedet til fordelagtige priser.
