10. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Partnerskab skal løfte flere unge uden job eller uddannelse ind i aktive fællesskaber i Vejle

Et større samarbejde mellem Boligforeningerne AAB og ØsterBo, Den Boligsociale Helhedsplan i Vejle, JOBVejle samt idrætsforeninger og DGI Sydøstjylland får økonomisk støtte af DGI til at få unge uden job eller uddannelse med i aktive fællesskaber. For idrætsfællesskaber kan give unge succesoplevelser, de kan bruge som et vigtigt skridt på vejen til job eller uddannelse.

Partnerskab skal løfte flere unge uden job eller uddannelse ind i aktive fællesskaber i Vejle
Af: DGI | Foto: DGI

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Projektet modtager 616.000 kroner i støtte fra DGI Ungeløftet til at løfte 60 unge i alderen 15-29 år, der står uden for uddannelse eller beskæftigelse, ind i et lokalt, meningsfuldt, fællesskab med idræt og frivillighed i fokus.

En af Vejle-foreningerne, der er med i projektet, er Vejle Bueskyttelaug. Formand, Tommy Gude, siger om deres motivation for at være med.

Vi i Vejle Bueskyttelaug syntes, at det er vigtigt at kunne tilbyde unge mennesker et tilbud om at komme og prøve bueskydning under trygge rammer. Her finder de et fællesskab sammen med andre unge, og bliver en del af en inkluderende forening, hvor vi vægter fællesskabet højt. Det at skyde med bue er en måde at lære at koncentrere sig og holde fokus. Vi syntes det er vigtigt, at unge bliver en del af noget større og at de bliver mødt hvor de er, lyder det fra Tommy Gude.

Målet er, at 60 unge fra målgruppen deltager i ugentlige foreningsaktiviteter fordelt på fire foreninger ved projektperiodens afslutning 30. juni 2028. Dette skal blandt andet ske gennem tre indsatser: Foreningsfællesskaber, mentorindsats og foreningsudvikling- og netværk. Indsatserne forventes at bidrage til øget trivsel, tilhørsforhold, livsmestring samt styrke deres evne til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Projektet er en af ni

Projektet i Vejle er en af i alt ni nye indsatser fordelt rundt i landet, der modtager økonomisk støtte fra DGI’s pulje ’Ungeløftet.’ Det er anden gang, at DGI Ungeløftet uddeler penge til indsatser.

Cirka 65.000 unge i Danmark har ikke et job eller er i gang med en uddannelse. Derfor glæder DGI Sydøstjyllands formand Henrik Louring sig over, at flere unge nu får hjælp til at komme med i et meningsfuldt fællesskab.

Vi vil gerne være med til at vise unge, at der er meningsfulde fællesskaber, hvor de kan høre til, bidrage og få succesoplevelser. Når unge bliver en del af et trygt fællesskab, kan det styrke både deres trivsel, tro på sig selv og mod på fremtiden. Derfor er jeg stolt af, at vi i DGI Sydøstjylland er en del af et projekt, der kan gøre en reel forskel for unge i Vejle, lyder det fra Henrik Louring.

Resten af året er det stadig muligt at søge støtte til kontingenter fra DGI Ungeløftet til unge uden job eller uddannelse, så det ikke er økonomien, der forhindrer dem i at være en del af fællesskabet i en forening.

Fakta: Ni indsatser får støtte til unge-forløb

  • Billardklubben Fluens venner & Billardklubben Fluen i Aarhus

  • DGI Sydøstjylland i samarbejde med JOBVejle, Den Boligsociale Helhedsplan i Vejle, Boligforeningen ØsterBo, Boligforeningen AAB og idrætsforeningerne BK Wedala og Vejle Bueskyttelaug.

  • Frivilligcenter Odder i samarbejde med Idrætsrådet i Odder, Odder Hoops Basketball, Odder IGF Badminton, Odder Bordtennisklub, Odder IG Fodbold, Odder Frimenighed samt Odder Kommunes Ungerådgivning.

  • Herning Atletik & Motion HGF i samarbejde med Herning kommune 

  • Holmegaard Håndbold i samarbejde med Næstved Kommune, Næstved ungdomsskole, Holmegaard Skolen, Holmegaard Heldagsskole, Holmegaard hallen, foreninger tilknyttet Holmegaard hallen og lokale virksomheder her iblandt den lokale Brugs.

  • IK Skovbakken i Aarhus i samarbejde med Dansk Arbejder Idræt.

  • Rideklubben Tyrsig i Hjørring.

  • SAHsamfund i samarbejde med Skanderborg Kommune, DGI Østjylland samt Danmarks Smukkeste Fællesskaber og Smukfest.

  • Viking Storebælt IF i samarbejde med Holckenhavn Slot, Nyborg Gymnasium, Sinatur Storebælt Hotel & Konference, SIMAC Svendborg, Nyborg Kommune, Erhvervsakademi Lillebælt, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Helhedsplanen Nyborg boligsocial medarbejder, SDU Odense.

Fakta om DGI og Ungeløftet

  • Ungeløftet er rettet mod de cirka 65.000 unge i alderen 15-29 år, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Det svarer til omkring 6 pct. af alle unge i aldersgruppen.

  • DGI er en del af Ungeløftet og har i perioden 2025 til 2028 fået 16 mio. kr. til at få flere unge ind i idrætsforeningernes fællesskaber. Pengene fordeles mellem projekter/tiltag og kontingentstøtte.

  • I alt har 14 forskellige projekter søgt om midler fra DGI Ungeløftet i 2026.

  • Foreninger m.fl. kan søge puljen igen i foråret 2027 på www.dgi.dk/ungeloeftet

Nøgleord
ArbejdsmarkedBørn & ungeForeninger & frivillighed
Event Information