
Når det årlige cykelløb PostNord Danmark Rundt skal køres fra den 12. – 16. august 2025, kommer feltet igen forbi gaderne i Vejle. Det sker på løbets 4. etape, hvor rytterne skal køre fra Svendborg til Vejle.
En del af kongeetapen
Som altid er Vejle garant for spændende cykelløb, når feltet ad fire omgange skal slide sig op ad de stejle bakker, hvor Kiddesvej sædvanligvis skiller fårene fra bukkene. Omgangene er på 11 kilometer, og målstregen ligger på Koldingvej.
Udover at det er årets kongeetape, er det også løbets klart længste etape, der strækker sig over 226,6 kilometer.
En tur gennem Vestfyn
Inden feltet når Vejle, bevæger det sig fra Svendborg og følger den fynske vestkyst gennem Faaborg, videre til Assens og op til Middelfart, inden de passerer Den Gamle Lillebæltsbro for at bevæge sig nordpå mod målet i Vejle.
Debut til Bornholm
Udover fjerde etape fra Svendborg til Vejle, skal PostNord Danmark Rundt vidt omkring i det danske land.
For første gang nogensinde starter løbet på Bornholm, hvorefter 2. etape køres fra Rødovre til Gladsaxe. På 3. etape skal rytterne kæmpe mod uret, når der skal køres en 14,1 kilometer lang enkeltstart i Kerteminde. Derefter skal de fra Svendborg til Vejle, inden 5. og sidste etape køres fra Hobro til Silkeborg.