Rutinetjek af Vejlefjordbroen
Vejdirektoratet foretager et rutinemæssigt generaleftersyn af Vejlefjordbroen fra fredag den 20. juni og en uges tid frem. Et generaleftersyn af broer og tunneler gennemføres hvert 5. eller 6. år, og nu står Vejlefjordbroen for tur.
Eftersynet går i gang fredag den 20. juni fra kl. 18, og vil stå på i 7-8 dage. Det bliver gennemført fra en stor brolift, som kører på broen, og derfor får arbejdet betydning for trafikanterne.
For at genere trafikken mindst muligt, gennemfører Vejdirektoratets entreprenør arbejdet som aften- og natarbejde på hverdage.
Arbejdet vil på hverdage gå i gang kl. 18.00 og senest slutte kl. 06.30 den efterfølgende hverdagsmorgen. I weekenden vil arbejdet lørdag gå i gang kl. 13.30 og slutte senest kl. 8.30 morgenen efter. Søndag vil arbejdet gå i gang kl. 18.00 og være afsluttet senest kl. 06.30 mandag morgen.
Vejarbejdet er planlagt på denne måde for at sikre, at den værste myldretidstrafik er overstået inden vores entreprenør går i gang. Arbejdet kan dog alligevel medføre forsinkelser og øget rejsetid.
Arbejdsområdet vil være tydeligt afmærket med trafikkegler.
