Store bededag er afskaffet, så præst har rykket traditionen for at holde den i live
I Vonge Kirke har man rykket den traditionsrige Store Bededags-gudstjeneste til aftenen før, og det giver mulighed for at servere varme hveder til kirkegængerne.
Store Bededag er ikke længere en helligdag, men det afholder ikke danskerne fra at fejre den gamle tradition med varme hveder. I Vonge Kirke har man i hvert i fald i sinde at servere hveder for gæsterne torsdag aften – aftenen før Store Bededag, som traditionen tilskriver. Da helligdagen blev afskaffet, rykkede man i Vonge Kirke Store Bededags-gudstjenesten til aftenen før, så folk stadig kan komme til gudstjenesten, selvom man skal på arbejde Store Bededag. Det forklarer Dorthe Louise Rosendal, som er præst i kirken. Hun forklarer, at det ville være en skam at afskaffe en gudstjeneste i disse tider. - Krisen kradser i denne tid. Både nationalt, internationalt og eksistentielt. Når krisen kradser, så har folk brug for at samles, siger Dorthe Louise Rosendahl.Hveder og samvær Meget apropos traditionen om varme hveder, som oprindeligt skulle spises på selve Store Bededag, men som over tid blev rykket til aftenen før, så er gudstjenesten altså rykket med. Derfor er torsdag aftens gudstjeneste også blevet tilpasset den nye virkelighed. Der vil nemlig blive serveret varme hveder i våbenhuset ved kirken efter gudstjenesten, forklarer præsten, som oplever en positiv stemning omkring arrangementet og gudstjenesten. - Det er blevet taget godt imod. Menighedsrådet bakker fuldt op om det, og i menigheden er man også glad for at vi fastholder gudstjenesten og samværet bagefter, fortæller Dorthe Louise Rosendahl. Store Bededag blev afskaffet som helligdag i 2024.
