Vidste du, at onsdag den 19. november bruges til at markere Toilettets Dag over hele verden? Jep, dit toilet har faktisk sin egen FN-mærkedag.
Vejle Spildevand og Bredagerskolen har for første gang indgået et samarbejde om en udstilling på skolens bibliotek i anledning af Toilettets Dag onsdag den 19. november. Når eleverne på Bredagerskolen kommer forbi skolens bibliotek, ser det anderledes ud, end det plejer.De møder:
-
Skilte med en hånd, der kommer op af toilettet
-
En konkurrence, hvor man tegner, rimer eller folder en papirsflyver med en tak til toilettet
-
Illustrationer af spildevandsrensning
-
Bøger som Lort! Skide Sjove Fakta om at lave stort og Lad os redde Verden – 50 sjove og nemme ting, du kan gøre for miljøet
Det er nogle af de aktiviteter, eleverne kan opleve på skolebiblioteket de næste to uger.
Konkret viden om vandets kredsløb
Som UNESCO-skole har Bredagerskolen bl.a. et fokus på bæredygtighed og globalt ansvar. Derfor er vi stolte af samarbejdet med Vejle Spildevand, hvor vi sammen arbejder for at give eleverne konkret viden om vandets kredsløb, ressourcer og miljøbeskyttelse, fortæller Lærer og skolebibliotekar Lasse Gasbjerg om baggrunden.
Udstillingen er tilrettelagt, så den foregår samtidigt med en temauge om netop FN’s verdensmål. Alle lærer har fået undervisningsmaterialer om vand, sanitet, affald og miljø, så temaerne også kommer ud i klasselokalerne.
Det er vigtigt for os, at eleverne ikke kun lærer teori, men også ser, hvordan lokale aktører bidrager til FN’s verdensmål i praksis. Samarbejdet giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan bæredygtige løsninger skaber værdi både lokalt og globalt, uddyber Lasse Gasbjerg
Spildevandspumper stopper 3-5 gange om ugen
I Vejle Spildevand er håbet også, at samarbejdet og udstillingen kan være med til at skabe synlighed og forståelse for forsyningsselskabets arbejde med at transportere og rense spildevandet.
Kloaksystemet er med til at sikre folkesundheden og den kritiske infrastruktur, men mange er ikke klar over, at det giver store problemer for forsyningsselskabet, når man smider vatpinde, hår, vådservietter og andet affald i toilettet.
Vi håber, at samarbejdet med Bredagerskolen kan være med til at sætte fokus på, at toilettet ikke må bruges som en skraldespand. Hver uge stopper 3-5 spildevandspumper på grund af affald som vådservietter og vatpinde. Det koster tid og penge, vi hellere ville bruge på at forbedre kloaksystemet, uddyber Chef for produktion i Vejle Spildevand Claus Christensen.
Udstillingen på Bredagerskolen varer til og med onsdag d. 3. december.
