Zooens nye superstjerne: Skærup Zoo har fået en ny abeart som den eneste af sin slags i Danmark
I Skærup Zoo kan du møde dyr fra alle kroge af dyreriget. Nu kan de præsentere den sjældne abeart sølvmarmoset som det nyeste skud på stammen – endda som den eneste zoo i hele Danmark.
I Skærup Zoo går de efter guld, når det gælder fantastiske oplevelser for hele familien, men hos aber går de efter sølv – i hvert fald, når det gælder den sjældne abeart sølvmarmoset.
Den zoologiske have har på sine sociale medier løftet sløret for, at de har fået en ny beboer i deres abefamilie.
Den flotte sølvmarmoset er flyttet ind i Skærup Zoo, hvor den som det eneste sted i Danmark kan opleves.
Abearten er et sjældent syn, som normalt holder til i de brasilianske regnskove. Her er den de seneste par år begyndt at mærke presset over regnskovens forsvinden og landmændenes indtræden i landskabet.
